Helsingør, sensommeren 1535
Laurits Bogbinder har alle dage været stærkt fascineret af den viden og lærdom, der findes inde bag murere i Helsingørs imponerende karmeliterkloster.
Ivrig efter at få hjælp til at tøjle en uvelkommen lidenskabelig passion for husholdersken Lilje, søger Laurits derfor hellere end gerne ly i klostret, da den respektable og vidende prior Christensen beder om hjælp til at finde nogle forsvundne relikvier.
Laurits opdager til sin forfærdelse dog, at den lukkede klosterverden gemmer på chokerende hemmeligheder, der sætter hans tro på alvorlig prøve. Da klostrets sakristan midt i tumulten findes myrdet, udvikler begivenhederne sig dramatisk. Nu skal Laurits ikke blot til at finde en tyv og morder. Han tvinges også til at se sin egen fortid i øjnene.
HIMLENS HVIDE RYTTER er fjerde bind i Martin Davidsens anmelderroste og underfundige krimiserie fra 1500-tallets Helsingsør om antihelten Laurits Bogbinder. Romanen er en fortsættelse af begivenhederne i DØDEN PÅ DEN GUSTENGULE HEST (2021), DRAGEN MED DE SYV HOVEDER OG TI HORN (2022) og KVINDEN KLÆDT I SOL (2023). Romanen kan læses selvstændigt.
Med stor fortællelyst kaster Martin Davidsen sig i HIMLENS HVIDE RYTTER igen ind i en beskrivelse af den turbulente før-reformationstid i Helsingør. Denne gang med udgangspunkt i en katolsk klosterverden, der truet af Luthers nye ideer fra syd er ved at kollapse.
Som i de øvrige Laurits Bogbinder-fortællinger baserer HIMLENS HVIDE RYTTER sig på sande historiske begivenheder, der er flettet ind i en fiktiv krimifortælling. Som altid blandes sande historiske personligheder sig derfor med fiktive - som den ærekære og til tider alt for nysgerrige Laurits Bogbinder.
Udgivet: 2025
Forlag: Forlaget Hoi Publishing
Sideantal:
DEN EN SVÆR AT SLIPPE
Det er altid en fornøjelse med en ny bog i Martin Davidsens serie om Laurits Bogbinder! Man får som læser først og fremmest en velbrygget krimi, der som altid har helt regulære rødder i reformationstidens Helsingør. Davidsens bøger adskiller sig dog klart fra andre i samme genre, idet de ydermere er sjove - man glæder sig selvfølgelig til spændingen i fortællingen, men mindst lige så meget til at finde ud af, hvad der dog nu sker i dens stakkels bogbinders lettere kringlede privatliv, som altid rummer ubelejlige overraskelser, uønskede uregelmæssigheder og uinviterede forstyrrende elementer. Sæt dig godt tilrette i den blødeste lænestol med hyggetæppe og en stor kop hvad-du-nu-har-lyst-til: den er svær at slippe.
Marika K
I min research til HIMLENS HVIDE RYTTER har jeg nøje undersøgt og gennemgået alle tilgængelige kort og materialer om Karmeliterklostret i Helsingør, som der findes. Ud fra det indsamlede materiale, samtaler med eksperter og mine egne observationer under mange besøg i klostret har jeg fremstillet en grundplan over klostret, som det kunne have set ud i 1535, da Laurits Bogbinder for en kort periode flyttede ind.
Bemærk, at nye oplysninger kan føre til ændringer.
Martin Davidsen